Dette er tekstversionen af Danmarks fjerdebedste sygehus i både Aabenraa og Sønderborg
Klik her for at komme til den grafiske version af Danmarks fjerdebedste sygehus i både Aabenraa og Sønderborg

Forside - Om sitet - Læs op - Sitemap


Danmarks fjerdebedste sygehus i både Aabenraa og Sønderborg


Med hele to fjerdepladser i den samlede stilling klarer Sygehus Sønderjylland sig rigtig godt i årets kåring af Danmarks Bedste Hospital i Dagens Medicin.

Sønderborg og Aabenraa har begge opnået en fjerdeplads i den samlede stilling og står i det hele taget meget lige.

Faktisk er det kun et halvt point ud af 100, der skiller de to sønderjyske sygehusmatrikler i den samlede stilling, hvor Sønderborg opnår 93 og Aabenraa 92,5 og begge scorer 96 af 100 mulige point i patienttilfredshed.

På baggrund at hvilke behandlinger, som tilbydes hvert sted og som indgår i pointgivningen, er sygehusmatriklerne vurderet i hver deres kategori.

Sønderborg er sprunget fra en 14.- til en 4.-plads i klassen mellemstore hospitaler, hvor årets vinder er Vejle efterfulgt af Randers og Svendborg og vi deler i øvrigt fjerdepladsen med Næstved og Kolding.

Aabenraa deltog i kategorien mindre hospitaler, og er alene overgået af Silkeborg, Horsens og Hjørring i nævnte rækkefølge. Her kan man i øvrigt glæde sig over at være rykket opad på ranglisten i flere år og med store pæne hop.

Afdelingsresultater

Førstepladser på afdelingsniveau er det også blevet til.

I Sønderborg kan vi kalde os Danmarks Bedste i behandlingen af sclerose ligesom vi deler en førsteplads med Bornholm i intensiv behandling, med Nordsjælland i anæstesi og med Næstved, Vejle, Aalborg, Herlev, Rigshospitalet, Roskilde og Hjørring inden for patologi i forbindelse med testikelkræft.

I Aabenraa har vi Danmarks bedste kirurger til tarmkræft og deler en førsteplads med OUH i kategorien ”hul i mavesækken” og i KAG med Vejle og Esbjerg.

-Det er resultater, vi kan tillade os at være stolte af. Placeringer, som skal få os til at ranke ryggen, og måske give hinanden lidt ekstra blod på tanden, siger administrerende sygehusdirektør Peter Fosgrau.

 




Region Syddanmark - Email: kontakt@regionsyddanmark.dk