Dette er tekstversionen af Patienterne myldrer ind i den nye sengebygning
Klik her for at komme til den grafiske version af Patienterne myldrer ind i den nye sengebygning

Forside - Om sitet - Læs op - Sitemap


Patienterne myldrer ind i den nye sengebygning


Fredag flyttede de første patienter ind i den nye sengebygning på Sygehus Sønderjylland Aabenraa. Det markerer samtidig, at Sønderjyllands nye Akutsygehus er ved at være helt færdigt.

 

Indflytning sengebygning 2020
Finn Brandt Søndergaard er på vej til den nye sengebygning i Aabenraa.
 

Klokken præcist 09.22 fredag morgen begyndte hjulene under Finn Brandt Søndergaards seng at snurre lystigt. Den 66-årige herre fra Vojens var den første patient, der blev flyttet fra det gamle sygehus og over i de nye omgivelser i den nye bygning.

- Det er en stor ære at få lov til at være den første patient, der flytter over i det nye, og jeg er spændt på at se, hvordan det ser ud, siger Finn Brandt Søndergaard.

Turen fra det gamle til det nye tog kun få minutter, og ved ankomsten til den nye afdeling stod hele personalet linet op, grønne og hvide balloner gav liv, og et grønt silkebånd spærrede vejen helt ind til sengestuerne. Assisteret af oversygeplejerske Annette Holm Lauritsen fik Finn Brandt Søndergaard lov til at klippe båndet over, inden turen gik resten af vejen hen mod sengestue 238, der således blev den første stue, der kom i brug.

- Det er rigtig flotte lokaler, og jeg kan godt lide, at de hvide vægge bliver brudt af naturtræ, var den umiddelbare reaktion fra Finn Brandt Søndergaard.

Nyt, moderne og effektivt
Det er afdelingen Kirurgi, der først har indtaget den nye sengebygning, og sygeplejerske Iben Mailandt er også et stort smil.

 

Indflytning sengebygning 2020

Finn Brandt Søndergaard er den første patient i den nye sengebygning.

 

- Vi har talt om flytningen i mange år, de seneste måneder har vi trænet nye arbejdsgange, og nu er vi her de nye flotte rammer. Det er helt fantastisk, siger hun og fortsætter.

- Det er stort at komme herover. Som noget nyt er der enestuer til alle patienter, og det giver et fortroligt rum mellem patienten og behandlerne, hvilket er svært at have på en flersengsstue. Så jo, det er rigtig godt, og vi glæder os til rigtigt at tage den nye bygning i brug, slår Iben Mailandt fast.

Det er ikke kun afdelingen, der er stolte og glade. Administrerende sygehusdirektør Peter Fosgrau stod også og smilede.

- Det er kulminationen på mange års byggerier, så jeg er da både glad og stolt over, at vi nu er klar til at give patienterne en god service i nye omgivelser, siger Peter Fosgrau.

Det er værd at bemærke, at tidsplanerne i forhold til indflytning nu er overholdt. I løbet af de næste uger flytter Intensiv efterfulgt af Ortopædkirurgi lige i starten af februar. Det næste års tid vil mange andre også afdelinger blive flyttet rundt. De gamle afdelinger vil herefter blive sat i stand, så de også kommer til at fremstå som helt nye, inden der kommer patienter der igen.

Sønderjyllands nye Akutsygehus
Når alle rokaderne er bragt til ende, er akutsygehuset fuldendt, og alle akutte funktioner er samlet i Aabenraa. Akutsygehuset i Sønderjylland er et af de første akutsygehuse i landet, som er helt færdige.

Foruden akutsygehuset i Aabenraa er Sygehus Sønderjylland også ved at færdiggøre specialistsygehuset i Sønderborg med blandt andet kræftafdeling og mange ambulante funktioner. Sygehuset i Tønder bliver det nære sygehus med et stærkt daghospital, en effektiv røntgenklinik og skadeklinik.

På den måde får Sygehus Sønderjylland samlet de funktioner, hvor det giver mening, at personalet kan hjælpe patienterne på tværs af afdelinger. 




Region Syddanmark - Email: kontakt@regionsyddanmark.dk