Dette er tekstversionen af Endnu en afdeling flytter ind og skaber lys i vinduerne
Klik her for at komme til den grafiske version af Endnu en afdeling flytter ind og skaber lys i vinduerne

Forside - Læs op - Sitemap


Endnu en afdeling flytter ind og skaber lys i vinduerne


I dag flytter Urinvejskirurgi på Sygehus Sønderjylland fra Sønderborg til Aabenraa, og dermed er alle nye områder i den nye sengebygning taget i brug.

Selv om cirka 50 medarbejdere fra i dag får nyt arbejdssted i forbindelse med flytningen af Urinvejskirurgi fra Sønderborg til Aabenraa, er der stadig masser af urinvejskirurgisk aktivitet i Sønderborg.

- Flytningen omfatter al den akutte aktivitet samt operationer, hvor patienten skal være indlagt efter indgrebet, men vi beholder stadig en stor dagkirurgisk aktivitet samt lokal ambulatoriefunktion i Sønderborg, fortæller Birte Schultz, der er oversygeplejerske på Urinvejskirurgi.

Indflytningen markerer samtidig en milepæl for den nye sengebygning i Aabenraa, der nu i princippet har lys i alle vinduer, da Urinvejskirurgi var den sidste afdeling, der manglede at flytte ind.

God mening i at samle det akutte
Urinvejskirurgiske patienter kommer ofte ind akut, og det er derfor, at afdelingen nu flytter en stor del af aktiviteten til Aabenraa.

- Det nye tilbud til borgerne er, at den akutte patient nu bliver indlagt på Fælles Akutmodtagelse, der er gearet til at speciallæger fra alle specielser kan tilse patienten og derfor hurtigere stiller den præcise diagnose. Enkelte akutte patienter fortsætter indlæggelsen i sengeafdelingen i Urinvejskirurgi, siger Birte Schultz og fortsætter.

- Det giver rigtig god mening at samle det akutte et sted, for det giver patienterne en ekstra sikkerhed i at have akutte eksperter til rådighed døgnet rundt.

Øget brug af dagkirurgi
I forbindelse med flytningen går Urinvejskirurgi fra 12 sengepladser til syv faste sengepladser foruden to i Fælles Akutmodtagelse.

Nedgangen i sengepladser skyldes, at Urinvejskirurgi den seneste tid har omlagt flere operationer med efterfølgende indlæggelse til dagkirurgiske behandlinger, hvor patienten kommer hjem samme dag. Det er langt de fleste patienter godt tilfredse med.

Sygehus Sønderjyllands Dagkirurgi ligger i Sønderborg, og sammen med det lokale ambulatorietilbud, vil der også fremover være ansatte, der vil arbejde i Sønderborg. Det drejer sig om cirka 10 sygeplejersker og et antal læger i forhold til antallet af operationer og ambulatoriekonsultationer.




Region Syddanmark - Email: kontakt@regionsyddanmark.dk