Sygehus Sønderjylland er et sygehus med aktiviteter i de fire byer Aabenraa, Haderslev, Sønderborg og Tønder og et optageområde på ca. 253.000 indbyggere. Patienterne bliver behandlet i et af de fire huse i Sygehus Sønderjylland alt efter bopæl og lidelsen, der skal behandles.
Organisatorisk er sygehuset struktureret således, at der kun eksisterer én afdeling inden for hvert fagområde - men afdelingerne kan sagtens have afsnit på alle fire matrikler. Medarbejderne i de enkelte afdelinger er dog generelt fordelt på flere af sygehusets matrikler, hvor de har deres daglige arbejde. Det giver den bedste kvalitet i behandlingen for patienterne, fordi vi kan samle funktionerne ét sted med kvalificerede og erfarne medarbejdere.
Sygehus Sønderjylland har 431 senge, og hvert år foretages der omkring 300.000 udskrivninger og ambulante besøg.
Hvert år kommer der også omkring 2100 børn til verden på Sygehus Sønderjylland.
Centerskadestuen i Aabenraa, skadestuefunktionen i Sønderborg og skadeklinikkerne i Haderslev og Tønder har til sammen ca. 37.000 besøg.
På Sygehus Sønderjylland har vi specialiseret behandlingen af de akutte patienter på en centerskadestue, en døgndækket skadestuefunktion og to skadeklinikker. Det betyder, at vi har én døgnåben, central skadestue, som behandler svært tilskadekomne patienter. Patienter kommer til centerskadestuen med ambulance, lægehelikopter eller måske ved eget køretøj. Her behandles alt fra brækkede ben til alvorlige skade ved f.eks. bilulykker. Centerskadestuen ligger i Aabenraa.
I Haderslev og Tønder har Sygehus Sønderjylland skadeklinikker og i Sønderborg har vi en døgnåben skadestuefunktion.
Skadeklinikkerne har åbent alle dage kl. 8.00 – 22.00, mens skadestuefunktionen som nævnt er åben hele døgnet og hver eneste dag.
Skadeklinikkerne og skadestuefunktionen er bemandet med specialuddannede sygeplejersker og har lægelig backup. Det betyder, at de kan behandle rigtig mange skader, så patienterne behøver ofte ikke at tage til Centerskadestuen i Aabenraa, når de er kommet til skade.
Skadeklinikkerne kan bl.a. sy sår, give stivkrampevaccinationer, behandle lettere forbrændinger, insektbid og -stik, skifte forbindinger, afhjælpe gipsgener og reparere en knækket gips, fjerne fremmedlegemer fra f.eks. øjet. På skadeklinikkerne arbejder specialuddannede behandlersygeplejersker.
Større traumer og skader overføres dog til Centerskadestuen, som ligger i Aabenraa.
Sygehus Sønderjylland blev den 1. januar 2007 en del af Region Syddanmark. Det betyder, at sygehuset samarbejder med regionens øvrige sygehuse om at sikre den bedst mulige undersøgelse, behandling og pleje for patienterne. Sygehus Sønderjylland samarbejder også med de nye kommuner om at sikre sammenhæng i patienternes møde med sundhedsvæsenet.
Medarbejderne er Sygehus Sønderjyllands vigtigste ressource. I tråd med sygehusets strategi for gode medabrjedere er bl.a. arbejdsmiljø, kompetenceudviking og professionel ledelse kernebegreber på sygehuset. Der er ansat ca. 2700 fuldtidsansatte ved Sygehus Sønderjylland.
Sygehus Sønderjylland er en af Sønderjyllands største uddannelsesinstitutioner og uddanner medarbejdere indenfor 17 uddannelsesretninger: Læger, radiografer, ergoterapeuter, jordemødre, sygeplejersker, kliniske diætister, ernæringsassistenter, portører, social- og sundhedsassistenter, lægesekretærer, kontorpersonale, neurofysilogiassistenter, elektronikmekanikere, automekanikere og IT-supportere.
Sygehus Sønderjylland | Kresten Philipsens Vej 15 | 6200 Aabenraa | Tlf. 74 63 15 15 | kontakt@shs.regionsyddanmark.dk | www.sygehussonderjylland.dk