Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | tysk flag engelsk flag |

Sygehus Sønderjylland

Forside // Sygehus SønderjyllandpilPresserumpilNyhederpilArkivpil2008pilInternational hæder til Sygehus Sønderjylland

International hæder til Sygehus Sønderjylland

And the winnner is … Sygehus Sønderjylland!

Sådan lød det tirsdag eftermiddag i London. Sygehus Sønderjylland blev her udråbt som vinder af den internationale pris ’Quality Improvement Award’, som uddeles til akkrediterede sygehuse, der har foretaget særlige kvalitetsforbedringer til fordel for patienter og personale.

- Det er en fantastisk international anerkendelse af Sygehus Sønderjylland og vores arbejde med kvalitet, siger administrerende sygehusdirektør Finn Jensen.

Sygehus Sønderjylland vinder prisen pga. sygehusets enestående kvalitetsforbedringer, som bl.a. er opnået ved målrettet arbejde med kvalitet og herunder også en kvalitetsgodkendelse (akkreditering). Sygehuset blev akkrediteret for anden gang i november 2007. Blot 6 ud af over 30 akkrediterede sygehuse var nomineret til prisen.

- Kvalitet er en integreret del af hverdagen på Sygehus Sønderjylland. Kvalitet handler for os om at skabe værdi for vores patienter. Det betyder, at patienterne oplever kvalitet døgnet rundt helt ude ved sygesengen, forklarer administrerende sygehusdirektør Finn Jensen, Sygehus Sønderjylland.

 

Især for patienternes skyld
Målet med Sygehus Sønderjyllands kvalitetsarbejde er, at det skal komme patienterne til gode og skabe værdi for den enkelte patient. Akkrediteringen betyder gennemskuelighed af Sygehus Sønderjyllands ydelser. Det er med til at understøtte patienternes ret til - og mulighed for - at vælge, hvor de ønsker at blive behandlet. Akkrediteringen sætter også patientsikkerhed i centrum  - Sygehus Sønderjylland er igennem procedurer klædt på til at håndtere situationer, hvor der potentielt kan være en risiko for patienterne.

 

På forkant
Alle danske sygehuse skal i de kommende år kvalitetsgodkendes i forbindelse med Den Danske Kvalitetsmodel. Her er Sygehus Sønderjylland på forkant, fordi sygehuset allerede nu er akkrediteret.

- Vi er rigtig godt forberedt på de udfordringer, der er i fremtiden. Men vi vil ikke hvile på laurbærrene. Vi skal bruge vores forspring til forsat at forbedre kvaliteten på Sygehus Sønderjylland. Derfor vil vi også bruge vores erfaringer i arbejdet frem mod Den Danske Kvalitetsmodel, påpeger Finn Jensen.

Fakta
’Quality Improvement Award’ uddeles af CAPSE Healthcare Knowledge Systems (CHKS), som er en førende akkrediteringsvirksomhed og samarbejder med over 450 organisationer i hele verden. Prisen bliver givet for betydelige forbedringer for patientbehandling og patientoplevelsen på sygehuset samt for arbejdsmiljøet og personalets sikkerhed.  Prisen blev overrakt ved en konference i London tirsdag den 22. april 2008.

Senest fagligt revideret: 23-04-2008


Siden er sidst opdateret 25-4-2008



Sygehus Sønderjylland | Kresten Philipsens Vej 15 | 6200 Aabenraa | Tlf. 79 97 00 00 | shs.kontakt@rsyd.dk