Havemøbler forbinder de færreste med en intensivafdeling på et sygehus eller med udviklingen hen imod fremtidens sygehusstruktur.
Men i Sønderborg er der en sammenhæng.
Davidsens Tømmerhandel i Hørup Hav har sponsoreret nye og vedligeholdelsesfri havemøbler til intensivafdelingen på Sygehus Sønderjylland i Sønderborg. Dermed har afdelingen fået et stort ønske opfyldt til gavn for både patienter og deres pårørende.
Intensivafdelingen ligger i sygehusets stueetage, og det er efterhånden flere år siden, at personalet første gang fandt på at føre ”sugeslanger” og lignende ud ad et vindue, så en patient kunne komme lidt ud og nyde det gode vejr. Tilbuddet er siden blevet gentaget og har givet inspiration til at alt kan lykkes, det er kun fantasien der sætter grænser.
På en solskinsdag tidligere i år var tre af seks af intensivpatienter rykket udendørs.
Så sygeplejerskerne Tove Nielsen og Annedorthe Nissum ved af erfaring, at muligheden gør en stor forskel.
Ikke bare for patienterne, der ellers ofte ville være afskåret fra at mærke vinden og solen, høre fuglesang og se og opleve duften af blomster og træer i uger eller måneder, men også for deres pårørende, hvis eneste alternativ er flere timers ophold i et traditionelt venterum og en stol ved siden af hospitalssengen inde på stuen.
Oven i købet kan man i Sønderborg tilbyde en smuk udsigt til bl.a. Alsion og Dybbøl Mølle.
På Intensivafdelingen kommer stadig flere ældre patienter med hjerte-, lunge- og/eller kredsløbssygdomme - ”delvis raske mennesker, der bare ikke kan trække vejret selv” – og som tilbringer to til fire måneder i respirator på afdelingen.
Det er en patientgruppe, som man på landsplan kan forvente at se et endnu større antal af i fremtiden.
På intensiv i Sønderborg er man i gang med at opsøge og afprøve nye ideer til støtte og motivering af den langtidsindlagte intensivpatient. Den patientkategori man primært vil have når Sønderborg skal være specialsygehus.
Nu overvejer personalet at supplere terrassen med plantekrukker og læhegn.
Senest fagligt revideret: 03-08-2009
Sygehus Sønderjylland | Kresten Philipsens Vej 15 | 6200 Aabenraa | Tlf. 74 63 15 15 | kontakt@shs.regionsyddanmark.dk | www.sygehussonderjylland.dk