Centerskadestuen i Aabenraa kan nu tilbyde information via TV-skærme i skadestuens venterum. Vi kalder det Info-TV.
Informationerne på Info-TV veksler mellem lokale og regionale informationer.
De lokale informationer handler om Centerskadestuen og det, der sker, når man kommer ind på skadestuen - f.eks. at man får udleveret et rødt, gult eller grønt kort, alt efter hvor alvorlig éns skader vurderes til at være. De lokale informationer omfatter også generelle informationer om Sygehus Sønderjylland og skadestuens tilfælde om matriklen i Aabenraa, f.eks. parkeringsmuligheder, bistroens åbningstider o.l.
De regionale informationer handler om sundhedsfremme og sundhedsvæsenet og kan omfatte alt fra gode råd om sundhed over faktuel information om sundhedsvæsenet i regionen til årstidsaktuelle kampagner og lignende.
Derudover vil man via en tekstlinje i bunden af skærmen løbende kunne følge med i bl.a. den ventetid og eventuelle akutte ting, der måske forlænger ventetiden.
Info-TV-projektet er indledt på tre afdelinger på Sygehus Sønderjylland. Snart vil man også kunne finde Info-TV i venterummene til Billeddiagnostisk Afdeling i både Aabenraa og Sønderborg samt Jordemodercentret i Sønderborgs venterum. Der er tale om et pilotprojekt, som vil blive evalueret og give nyttig viden, inden skærmene med stor sandsynlighed vil brede sig til andre afdelinger på sygehuset.
Senest fagligt revideret: 14-04-2010
Sygehus Sønderjylland | Kresten Philipsens Vej 15 | 6200 Aabenraa | Tlf. 74 63 15 15 | kontakt@shs.regionsyddanmark.dk | www.sygehussonderjylland.dk