Fredag den 30. marts var der smørrebrød til personalet i Øjenafdelingen.
Det blev fejret, at patienterne nu højst skal vente i 14 dage på at få en tid til forundersøgelse for grå stær – ja at ventetiden i det hele taget højst er 14 dage til undersøgelser og behandling i Øjenafdelingen.
Det er ellers ikke mange måneder siden, at der kunne gå syv måneder fra en privatpraktiserende øjenlæge havde henvist en patient til afdelingen på grund af mistanke om grå stær, til patienten kunne blive undersøgt og evt. forberedt til operation.
Kvalitetsmål for hele Sygehus Sønderjylland
Den maksimale ventetid på 14 dage er et af kvalitetsmålene for Sygehus Sønderjylland i 2012.
Målet er, at det vil være opfyldt på hele sygehuset inden årets udgang.
Det er et mål, der både skal være til glæde for patienterne, der kommer hurtigere til undersøgelse eller behandling, er med til at nedbringe ventelisterne og dermed også være med til at tiltrække patienter fra andre dele af regionen og resten af landet, lige som det er med til at sikre den bedst mulige udnyttelse af ressourcerne.
Flere på vej
Øjenafdelingen var måske den første afdeling på Sygehus Sønderjylland, der nåede målet om højst 14 dages ventetid. Men flere er godt på vej.
Ind imellem er der folk, som spekulerer på, om ikke der er en nedre grænse for, hvor kort ventetid skal være. At patienten også lige skal have tid til at forholde sig til sin sygdom, til at afbestille ferien, finde nogen til at fodre katten og så videre.
Er 14 dage nok? Kan det svare sig, når der ikke er tale om nogen dødelig sygdom?
-Ja, vel er det nok, siger Søren Aggestrup, lægefaglig direktør på Sygehus Sønderjylland.
-Der er ingen grund til andet. Hvorfor vente, når det kan lade sig gøre at give dem behandlingen før? Den diskussion om patientens planlægning er unødvendig. Det handler først og fremmest om information. Hvis man siger til patienten, at det gør vi noget ved nu, så synes de også, at det er helt ok.
Senest fagligt revideret: 17-04-2012
Sygehus Sønderjylland | Kresten Philipsens Vej 15 | 6200 Aabenraa | Tlf. 74 63 15 15 | kontakt@shs.regionsyddanmark.dk | www.sygehussonderjylland.dk