Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT |
www.sygehussonderjylland.dk Til Region SyddanmarkTil forsiden

Forside // Sygehus SønderjyllandpilPresserumpilNyhederpilArkivpil2017pilNy direktion på Sygehus Sønderjylland

Ny direktion på Sygehus Sønderjylland

Den 10. januar 2017 får Sygehus Sønderjylland ny konstitueret direktion. Det sker for at sikre sygehusets fortsatte udvikling med at forbedre kvaliteten i behandlingen men også for at sikre et godt og frugtbart samarbejde mellem ledelse og medarbejdere i kølvandet på de mange forandringer, sygehuset har været igennem de seneste år. 

- Når vi gennemfører en ændring i ledelsen nu, handler det om, at der er behov for friske kræfter og nye perspektiver for at bringe Sygehus Sønderjylland godt videre. Sygehus Sønderjylland er inde i en rivende udvikling, og det er nødvendigt at sætte et hold, der kan stå både for håndtering af aktuelle problemstillinger samt sikre den fremtidige udvikling af Sygehus Sønderjylland, siger regionsdirektør Jane Kraglund. 

Sygehus Sønderjylland har, siden den nye struktur for det syddanske sygehusvæsen blev besluttet i 2007, været igennem flere store omstillinger. Haderslev Sygehus er blevet lukket. Sønderborg Sygehus er omdannet til specialsygehus. Tønder Sygehus er lavet om til sammedagssygehus, mens Aabenraa Sygehus er gjort til akutsygehus. Samtidig har sygehuset indført en helt ny ledelsesstruktur.  

- Det har været et kæmpe arbejde, og det har betydet meget omfattende ændringer af dagligdagen for alle, der har deres faste gang på sygehuset. Ovenpå disse ændringer er det vurderingen, at der er brug for udvikling og perspektiver, der ikke bare tager sigte på den nære fremtid men også har et længere perspektiv. Medlemmerne i den nuværende direktion har en alder, der gør, at vi under alle omstændigheder skulle forberede os på et generationsskifte indenfor overskuelig tid. Derfor vurderer jeg, at tiden er inde til at bringe nye kræfter på banen, siger Jane Kraglund.  

Sygehus Sønderjylland har den sidste tid oplevet meget negativ medieomtale, som naturligvis også har påvirket sygehuset. I den sammenhæng er det vigtigt at understrege, at ser man på patienternes tilfredshed og den faglige kvalitet, der leveres i behandlingen, så er Sygehus Sønderjylland et rigtig godt sygehus. Derfor er der også grund til at anerkende det store arbejde, den afgående direktion sammen med sygehusets ledere og medarbejdere har leveret gennem årene.

 

Tre konstituerede direktører 

Peter Fosgrau bliver konstitueret som administrerende sygehusdirektør på Sygehus Sønderjylland. Peter Fosgrau kommer fra en stilling som direktør på OUH med blandt andet ansvar for projektorganisationen for Nyt OUH.

Derudover konstitueres Bjarne Dahler-Eriksen som lægefaglig direktør. Han kommer fra en stilling som ledende overlæge på Anæstesiologisk-Intensiv Afdelingen på OUH. 

Endelig konstitueres Eva Nielsen som sygeplejefaglig direktør. Eva Nielsen kommer fra en stilling som centerchef på Medicinsk center på Sygehus Sønderjylland. 

I løbet af foråret vil der blive gennemført en evaluering af den nye ledelsesstruktur på Sygehus Sønderjylland. Evalueringen skal være færdig til sommer og skal afdække, om der er brug for nogle generelle justeringer af blandt andet ledelsesstrukturen. 

- Netop denne evaluering bliver et vigtigt redskab i det fortsatte arbejde med at udvikle Sygehus Sønderjylland. Den kommer blandt andet til at fokusere på samspillet og relationerne mellem direktion, center- og klinikledere og medarbejdere. Og ikke mindst samspillet mellem de nuværende center- og klinikledere er det afgørende at lykkes med, for at forløse det potentiale, der er på Sygehus Sønderjylland, siger Jane Kraglund. 

To af medlemmerne af den afgående direktion får nye opgaver i Region Syddanmark. 

Administrerende sygehusdirektør Finn Jensen vil i resten af sin ansættelsesperiode fungere som strategisk rådgiver på OUH. Funktionens indhold vil blive beskrevet nærmere i den kommende tid.  

Lægelig direktør Søren Aggestrup vil indtil primo 2018 blive tilknyttet Syddansk Sundhedsinnovation som særlig rådgiver. Søren Aggestrup har under sin ansættelse på Sygehus Sønderjylland arbejdet intensivt med innovation og er blandt andet lykkedes med en række robot- og automatiseringstiltag på sygehuset. 

Sygeplejefaglig direktør Grete Kirketerp Nielsen har allerede i efteråret 2016 meddelt, at hun har besluttet at gå på pension i 2017. Der er på den baggrund indgået en fratrædelsesaftale således at fratrædelsen sker medio januar. 

Ledelsen af projektorganisationen for Nyt OUH forventes indtil videre at blive varetaget af to vicedirektører under overordnet ledelse af administrerende sygehusdirektør på OUH Niels Nørgaard Pedersen.

De to vicedirektører vil dels være nuværende vicedirektør Torsten Lundgreen, dels forventes den anden vicedirektørstilling varetaget af afdelingschef Peter Holm, der også fortsat vil være leder af regionens bygningsafdeling. Nyt OUH er godt på vej ind i næste fase, og der vil snarest blive lagt op til disse justeringer, hvor det også forventes, at projektorganisationen for Nyt OUH knyttes endnu tættere til nuværende OUH. Justeringerne og konsekvenserne heraf vil blive behandlet i MED systemet. 

De ledige direktørstillinger på Sygehus Sønderjylland vil blive slået op snarest.


Siden er sidst opdateret 4-1-2017



Sygehus Sønderjylland | Kresten Philipsens Vej 15 | 6200 Aabenraa | Tlf. 79 97 00 00 | facebook ikon linkedin ikon twitter ikon -->