Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT |
www.sygehussonderjylland.dk Til Region SyddanmarkTil forsiden

Klovne

Om torsdagen i tidsrummet 10-13 og om onsdagen i tidsrummet 10-12 kan du møde hospitalsklovnene Todaysi og Boing på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa. De holder mest til i området omkring Børne- og Ungeafdelingen, hvor de enten leger i venteområdet, eller de besøger de indlagte børn på sengestuerne.

Fis og ballade og stille stunder

Todaysi og Boing har aldrig travlt, de skal aldrig nå noget, og de kunne aldrig finde på at gøre noget, der gør ondt. De er rigtig gode til at være en god ven for børnene, og de er fulde af fis og ballade. Men de kan også lytte, og de kan skabe små poetiske stunder hvor det, der gør ked af det, forsvinder for et øjeblik.

De to klovne vil gerne gå med deres små venner til blodprøvetagning, og andre ting som kan være lidt kedelige. Så kan de finde på at klovne, inden blodprøven skal tages. For klovnene ved, at det gør mindre ondt at få taget en blodprøve, hvis man lige har grint og har en masse endorfiner i kroppen. De kan også finde på at lave løjer på den arm, som der ikke skal stikkes i, for så glemmer man nogle gange at tænke på den arm, der bliver stukket. Todaysi og Boing har lommerne fulde af gode tricks mod smerte og tristhed.

Når de kommer tilbage til sengeafdelingen, kan de godt lide at gå ind på stuerne til de børn, som gerne vil have besøg. De kan godt finde på at sende børnenes forældre ud af stuen, for de kan så godt lide at høre hvad børnene har at fortælle.

Danske Hospitalsklovne

Todaysi og Boing er uddannede hospitalsklovne, og de har et godt samarbejde med afdelingens personale. Læs mere om Danske Hospitalsklovne på www.danskehospitalsklovne.dk
 


Siden er sidst opdateret 7-8-2017



Sygehus Sønderjylland | Kresten Philipsens Vej 15 | 6200 Aabenraa | Tlf. 79 97 00 00 | facebook ikon linkedin ikon twitter ikon -->