Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | tysk flag engelsk flag |
www.sygehussonderjylland.dk Til Region SyddanmarkTil forsiden

Lykken er at komme hjem

Sygehus Sønderjylland er det første sygehus i Danmark, der helt rutinemæssigt sender folk hjem samme dag efter delvis fjernelse af skjoldbruskkirtler.

 
Sammedagsthyroideakirurgi

Trine Dohrmann møder ind på sygehuset klokken 08.15 og klokken 08.30 bliver hun tjekket ind hos afdelingssygeplejerske Jane Graversen.

 

Tekst: Mikkel Dybtved-Ntarampa Andersen
Foto: Bjørn Sørensen

 

En del af kroppens hormoner kommer fra skjoldbruskkirtlen, der ligger på forsiden af halsen. Nogle gange begynder kirtlen at vokse uhensigtsmæssigt, og det er til stor gene for patienterne.

- Jeg har lidt synkebesvær, og den er begyndt at irritere. Så jeg er glad for, at jeg skal have den opereret nu, siger Trine Dohrmann.

For to år siden opdagede hun, at skjoldbruskkirtlen begyndte at vokse.

Men da det ikke som sådan er farligt, opererer lægerne ikke før, det er nødvendigt. Trine møder ind på sygehuset en onsdag klokken 08.15, og allerede efter en time ligger hun på operationsstuen klar til at blive bedøvet.

- Nu skal det bare overstås, siger Trine.

 

Sammedagsthyroideakirurgi

Indlæggelsessamtale med sygeplejerske Henriette Jensen.

 

Om alt går vel, kommer Trine hjem allerede i eftermiddag. Operationen sker nemlig på Sygehus Sønderjylland, der som det første sted i Danmark sender patienterne hjem samme dag, de får fjernet en del af skjoldbruskkirtlen.

Mange fordele ved hurtig udskrivelse
Det seneste års tid har Sygehus Sønderjylland fjernet skjoldbruskkirtler hos patienterne og sendt dem hjem samme dag.

- Vi har opereret over 100 patienter, og det har ikke medført problemer for patienterne at blive udskrevet få timer efter operationen, siger overlæge på Øre-næse-halskirurgi Susanne Holm Nielsen og fortsætter.

- Det er rigtig godt for patienterne at komme hjem samme dag, da der dermed er mindre risiko for, at de pådrager sig sygehusinfektioner. Men jeg er også glad for, at vi kan tilbyde et glat og ukompliceret forløb, der ikke fylder meget for patienterne i deres hverdag. Tidligere kunne patienterne sagtens være indlagt i flere dage efter operationen, uddyber Susanne Holm Nielsen.

 

Sammedagsthyroideakirurgi

Trine træder ind på operationsstuen. Der er masser af udstyr og mennesker, og Trine vil gerne have det overstået.

 

80 procent af patienterne med forstørret skjoldbruskkirtel er kvinder i alderen 20 til 75 år, og typisk fjerner lægen halvdelen af kirtlen. Først bliver kirtlen dog undersøgt for, om der er kræftceller i den. Hvis det ikke er tilfældet, og hvis knuden er mindre end 100 milliliter, kan lægerne som regel fjerne den ved en operation, hvor patienten kommer hjem samme dag. I andre tilfælde skal patienten indlægges i forbindelse med operationen.

 

Sammedagsthyroideakirurgi

Trine er klar til operation.

 

- Andre sygehuse er begyndt at vise interesse for vores metode, og det understøtter os i, at vi har gang i noget rigtigt – både for patienterne og samfundet, vurderer Susanne Holm Nielsen.

Operation, hvile og hjem
Mens Trine lægger sig godt til rette, er der syv til otte mennesker omkring hende på operationsstuen. Alle har fokus på dagens hovedperson, der præcist klokken 09.20 lukker øjnene som følge af bedøvelsen.

 

Sammedagsthyroideakirurgi

Operationen varer i cirka halvanden time, og det er overlæger Jacob Claudius Lorenzen og Thomas Lutz, der foretager dagens operation på Trine.

 

Narkosesygeplejersken sidder ved patientens hoved, mens to øre-næse-halslæger står klar sammen med en sygeplejerske fra Øre-næse-halskirurgi. Langsomt men sikkert opererer lægerne halvdelen af Trines skjoldbruskkirtel ud. Det tager kun halvanden time, hvorefter patienten kan blive kørt over på Dagkirurgisk Operationsafsnit, hvor hun skal ligge i sengen i seks timer.

- Det er altså lidt hårdt at ligge der uden at måtte rejse sig op, og så er det også megakedeligt at ligge på sygehuset, så jeg er glad for, at jeg måtte tage hjem sidst på eftermiddagen, fortæller Trine Dorhmann et par dage efter operationen.

 

Sammedagsthyroideakirurgi

Efter operationen skal Trine ligge i sengen i seks timer. Herefter er hun klar til at komme hjem igen.

 

Halsen er noget øm, men familien passer på Trine, der kan se frem til 14 dages sygemelding samt et plaster på såret i en måneds tid.


Siden er sidst opdateret 23-11-2018



Sygehus Sønderjylland | Kresten Philipsens Vej 15 | 6200 Aabenraa | Tlf. 79 97 00 00 | shs.kontakt@rsyd.dk