Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | tysk flag engelsk flag |

Sygehus Sønderjylland

Forside // Sygehus SønderjyllandpilPresserumpilNyhederpilLektortitlen betyder ikke altid noget

Lektortitlen betyder ikke altid noget

Helene Skjøt-Arkil er forsker på Sygehus Sønderjylland, men for år tilbage lå det ikke i kortene, at medicinalindustrien skulle byttes ud med Sygehus Sønderjylland.

 

Helene Skjøt-Arkil

 

Mandag morgen d. 1. juli 2019, da Helene Skjøt-Arkil var på vej til arbejdet på Sygehus Sønderjylland, hilste hun på sin nabo over hækken i Kolding, hvor hun bor. De talte kort om, at det var Helenes første dag som lektor, men at dagen ville blive helt almindelig, og at der ikke ville være nogen forskel i forhold til ugen før, da hun var post. doc. samme sted.

Men det kom til at gå anderledes.

Skæbnen ville, at Helene Skjøt-Arkils seneste videnskabelige artikel tilfældigvis blev publiceret netop denne dag. En artikel om multiresistente bakterier, som vakte pressens interesse. Det var langt fra Helene Skjøt-Arkils første videnskabelige artikel, som pressen havde interesseret sig for, men tidligere havde det altid været samarbejdspartnerne med professor- og lektortitler, som var blevet ringet op af nysgerrige journalister. Nu havde hun selv titlen, så den første dag som lektor kom til at gå med interviews til diverse medier, og blev dermed alt andet end almindelig.

Denne første dag, og Helene Skjøt-Arkils oplevelse af den, kom desuden til at sætte tonen for, hvordan hun selv ser sin nye rolle, og hvordan omverdenen ser den. Hun går nemlig ikke op i titler, men hun oplever, at titlerne åbner døre til nye muligheder.

Fra medicinalindustrien i København til forskningsenhed på sygehus i Sønderjylland
Hvis vi spoler tiden længere tilbage, møder vi Helene Skjøt-Arkil, efter hun havde uddannet sig til farmaceut og skrevet sin ph.d. om biomarkører. Hun startede sin karriere i medicinalindustrien i København, men havde svært ved at finde motivationen i en verden, hvor fokus lå på patenterne, frem for på patienterne og deres behov.

Hun drømte om at flytte noget af forskningen til provinsen fra de større byer, så valget var let, da hun i 2013 blev tilbudt en stilling på Sygehus Sønderjylland. Først som forskningsassistent, så post.doc, og senere seniorforsker var hun med til at opbygge en ny forskningsenhed i akutmedicin på sygehuset, ligesom hun havde sin selvstændige forskning og var medvejleder for ph.d.-studerende.

Nu 6½ år senere, hvor Helene Skjøt-Arkil er blevet lektor, kommer hun til at være hovedvejleder for ph.d.-studerende, og hun er forpligtet til at bruge 60 procent af sin tid på klinisk arbejde. En forpligtelse, som passer hende ganske fint, for den bringer hende tæt på patienterne og på kollegerne i afdelingerne. Med sin nye titel bliver Helene Skjøt-Arkil desuden ansvarlig for at opfylde forskningsenhedens mål om at bidrage til reduktion af antibiotikaresistens.

Sønderjysk samarbejde
- Samarbejde er noget af det, vi er rigtig gode til på Sygehus Sønderjylland, og som vi også bliver anerkendt for i forskningssammenhænge. Både samarbejde på tværs af personalegrupper, på tværs af sygehuse og på tværs af sektorer og regioner, fortæller Helene Skjøt-Arkil.

 

Helene Skjøt-Arkil

 

Hun har forskningssamarbejde med mange sundhedsfaggrupper, og forskellighed i faglighed og i arbejdsmetoder er noget af det, hun fremhæver som givende i forskningen. Men det er også i samarbejdet, hun oplever forskellen i at være post. doc. og lektor. Hun oplever nemlig større respekt og tillid fra kolleger med andre faglige baggrunde, nu hvor hun er blevet lektor.

- Det er egentlig meget naturligt, forklarer Helene Skjøt-Arkil og fortsætter.

- Jeg er den eneste forsker på sygehuset, som har en baggrund som farmaceut og indenfor akutmedicin.

Langt de fleste af sygehusets seniorforskere er læger, og for dem har det måske været svært at placere mig. Titlen som lektor er et kvalitetsstempel, som medfører en vis respekt. Den gør det mere tydeligt, hvad jeg kan, og det gør vejen ind i samarbejdet lettere.

Meningsfuld forskning frem for titler
Det næste naturlige skridt på karrierestigen er at blive professor, og Helene Skjøt-Arkil udelukker ikke, at hun på et tidspunkt vil vælge at gå den vej. Men hun understreger også at, ligesom den hurtige medicinalindustri ikke motiverede hende, så gør titler det heller ikke. Det gør det meningsfulde arbejde derimod, og derudover pointerer hun, at arbejdet skal være sjovt.

Der er lang vej fra jobbet i medicinalindustrien til lektoransættelsen på sygehuset, men Helene Skjøt-Arkil fortryder ikke, at hun valgte at skifte spor og flytte til Sønderjylland. Hun savner nogle gange håndværket i at være farmaceut og få lov til at arbejde i laboratoriet, men det tætte kliniske arbejde opvejer savnet.


Siden er sidst opdateret 11-9-2019



Sygehus Sønderjylland | Kresten Philipsens Vej 15 | 6200 Aabenraa | Tlf. 79 97 00 00 | shs.kontakt@rsyd.dk