Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | tysk flag engelsk flag |

www.sygehussonderjylland.dk

Forside // Sygehus SønderjyllandpilPresserumpilNyhederpilStor sum til forskning i skjult tarmsygdom

Stor sum til forskning i skjult tarmsygdom

Forskerne på Sygehus Sønderjylland har fået 2,5 millioner kroner til at forske i, hvordan de kan målrette behandling til patienter med kronisk betændelse i tarmen.

Hyppige toiletbesøg uden varsel, smerter i maven og forringet livskvalitet er dagligdagen for cirka en procent af befolkningen, som har en kronisk betændelse i tarmen. Men det vil forskerne på Sygehus Sønderjylland gerne ændre på.

- En stor udfordring er, at mennesker med betændelsestilstande i tarmen oplever meget varierende sygdomsforløb. Nogle bliver måske kun syge på et tidspunkt i deres liv, andre har meget milde forløb, mens de meget alvorligt ramte har daglige gener fra sygdommen. De er nødt til at indrette deres dagligdag og liv efter sygdommen, siger Vibeke Andersen, professor i mave-tarmsygdomme ved Syddanmarks Universitet og læge ved Sygehus Sønderjylland.

Med de netop tildelte midler håber forskerne, at de kan finde biomarkører hos de syge, og ud fra disse vurdere, hvilken type behandling patienterne skal have.

- Ved de patienter, hvor vi vurderer, at der er risiko for, at de vil udvikle en alvorlig variant af sygdommen, kan vi sætte ind med en mere målrettet og kraftig behandling hurtigere, og det vil være med til at forbedre patienternes livskvalitet, uddyber Vibeke Andersen.

Forskerne hos Sygehus Sønderjylland er med i superligaen hvad angår forskning i kroniske betændelsestilstande. De 2,5 millioner kroner er en del af en større pulje på 22,5 millioner kroner, som er givet til en række sygehuse og universiteter i de nordiske lande til forskning i personlig medicinering. Odense Universitetshospital har også fået del i puljen med en bevilling på 2 millioner kroner.

Fakta om IBD
De to mest hyppige kroniske betændelsestilstande i tarmen er Crohn’s sygdom og ulcerøs colitis.

Der er i øjeblikket ingen kur mod sygdommene, så patienter kan have behov for livslang medicinering, og mange af dem får også brug for tarmoperationer, herunder får en del anlagt stomier.


Siden er sidst opdateret 4-10-2019



Sygehus Sønderjylland | Kresten Philipsens Vej 15 | 6200 Aabenraa | Tlf. 79 97 00 00 | shs.kontakt@rsyd.dk