Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | tysk flag engelsk flag |

Sygehus Sønderjylland


Forside // Sygehus SønderjyllandpilPresserumpilNyhederpilNy HR-chef på Sygehus Sønderjylland

Ny HR-chef på Sygehus Sønderjylland

Sygehus Sønderjyllands nye HR-chef tiltræder stillingen d. 15. maj. Helle Have Mattesen har 12 års erfaring som HR-chef med sig i rygsækken, og hun har stor erfaring med både de hårde discipliner som jura, forhandling og lønindplacering samt de mere bløde HR-opgaver som trivsel og samarbejde. Hun kommer direkte fra en stilling som HR- og administrationschef ved Dansani A/S. Her har hun været med til at forbedre trivsel, samarbejde og psykisk arbejdsmiljø, ligesom hun har haft en del ledelsesmæssige opgaver rundt om i organisationen. Inden det var hun HR-chef i Davidsens Tømmerhandel, hvor hun var med til at bygge HR-afdeling op fra bunden.

Nu ser hun frem til igen at kunne dedikere al sin tid til HR, og beskriver sin motivation for HR-arbejdet sådan her:

- Jeg vil gerne være med til at sikre, at mennesker har det godt på deres arbejdsplads. At vi glæder os til at komme på arbejde, når vi vågner om morgenen, at vi er glade mens vi er på arbejde, og stadig er det når vi går hjem igen. Og det kan jeg være med til at sætte rammerne for i HR-arbejdet.

Menneskelige værdier og gennemslagskraft

De menneskelige værdier tegner en tydelig rød tråd igennem Helles virke, men det betyder ikke, at hun mangler gennemslagskraft. Eksempelvis har hun god erfaring med at håndtere svære samtaler på en god og anerkendende facon. Og måske er det netop respekt og anerkendelse, som er kendetegnet for sygehusets nye HR-chef.

- Et sygehus er en organisation, hvor medarbejderne har en høj faglighed, som jeg har stor respekt for. Jeg glæder mig meget til at blive en del af organisationen, og til at lære de mennesker at kende, som jeg skal arbejde sammen med. Både som kolleger og som mennesker, fortæller Helle.

Frivilligt arbejde

Foruden sit arbejdsliv har Helle også varetaget bestyrelsesposter og formandsposter i sit lokalområde. Senest som repræsentant for erhvervslivet i Det Samarbejdende Råd under Beskæftigelses- og Integrationsudvalget i Haderslev Kommune, hvor fokus ligger på at hjælpe udsatte borgere med at komme tilbage i job og blive selvforsørgende.

Helle er 42 år og uddannet revisor med en række efteruddannelser indenfor HR. Privat bor hun i Haderslev sammen med sin mand og deres tre sammenbragte døtre i teenagealderen. Fritiden går med hus, have og hund, god madlavning til familie og venner og cykelture på mountainbiken.

 

Ny HR-chef på Sygehus Sønderjylland

Siden er sidst opdateret 18-05-2020
Sygehus Sønderjylland



Sygehus Sønderjylland | Kresten Philipsens Vej 15 | 6200 Aabenraa | Tlf. 79 97 00 00 | shs.kontakt@rsyd.dk