

Styrelsen for Patientsikkerhed har udstedt påbud om midlertidige besøgsrestriktioner på alle regionale sygehuse.
De midlertidige besøgsrestriktioner indebærer følgende:
1) at besøg på indendørs arealer kan ske, hvis
a) besøget sker i en kritisk situation, eller
b) besøget eller ledsagelsen er af den nærmeste pårørende til en patient, for børn og unge dog op til 2 nærmeste pårørende, og
2) at besøg i andre situationer end de situationer, som er omfattet af pkt. 1, skal foregå på udendørs arealer.
De midlertidige besøgsrestriktioner omfatter indendørs fællesarealer, sengeafsnit, laboratorier o.l.
Ved en "kritisk situation" forstås et uopsætteligt besøg fra en nær pårørende til en kritisk syg eller døende person eller forældres eller andre nære pårørendes besøg hos et barn under 18 år.
Med ”nærmeste pårørende” forstås ægtefælle, samlever og slægtninge i lige linje fx forældre, bedsteforældre, børn og børnebørn.
Påbuddet om midlertidige besøgsrestriktioner er gældende fra og med den 17. december 2020 og indtil Styrelsen for Patientsikkerhed ophæver påbuddet eller fastsætter et nyt påbud.
Det er uhyre vigtigt, at man husker en god håndhygiejne ved besøg på sygehuset, samt bærer mundbind i situationer, hvor der ikke holdes 2 meters afstand.
For at skabe så gode og sikre rammer som muligt, skal du inden besøget vide:
Besøgende skal være uden symptomer på luftvejssygdom - hoste, forkølelse eller andre symptomer der kan give mistanke om Covid-19
Besøgende informeres ved ankomsten til sygehuset om smitteforebyggelse og håndhygiejne
Besøgende udfører håndhygiejne ved ankomsten til sygehuset/afsnittet, og når sygehuset forlades
For at efterleve afstandskrav på 2 meter mellem patient og besøgende, må der afhængig af forholdene, være 1 besøgende hos patienten ad gangen
Håndtryk og kram skal så vidt muligt undgås
Sundhedsstyrelsen har lavet retningslinjer og informationsmateriale (plakater og pjece), som forklarer, hvordan du skal forholde dig, når du skal besøge din pårørende på sygehuset
Gå til Sundhedsstyrelsens informationsside og pjece
Hvis du er pårørende til en patient på sygehuset, skal du lige overveje, om der er en risiko for, om du er smittet med coronavirus. I givet fald, vil vi bede dig om IKKE at komme ind på sygehuset.
Du er i risiko for at være smittet, hvis du har symptomer coronasmitte (se symptomerne nedenfor) eller indenfor de seneste 14 dage har været i tæt kontakt med personer, der allerede er smittet med coronavirus eller har opholdt dig i områder med særlig risiko for smitte.