Gå til indhold
FORSIDEN | PRINT | Deutch English |

Eksamineret endoskopi-sygeplejerske

Sygeplejersken Helle Roy Tillgaard, Endoskopisk Afsnit på Sygehus Sønderjylland, Aabenraa, har som den første i Danmark bestået afsluttende eksamen som selvstændigt endoskoperende sygeplejerske.

Region Syddanmark har her i efteråret som det første sted i landet etableret en officielt anerkendt uddannelse som selvstændigt endoskoperende sygeplejerske. En uddannelse med både en teoretisk og en praktisk del og med en afsluttende eksamen.

Uddannelsen vil normalt ikke kunne gennemføres på mindre end et år. Men da Helle Roy Tillgaard i forvejen var sidemandsoplært af ledende overlæge Svend Dueholm og har lang praktisk erfaring med kikkertundersøgelserne, kunne hun første gå til afsluttende prøve, i tirsdags.

To andre sygeplejersker fra Sygehus Sønderjylland er også i gang med uddannelsesforløbet.

At kikkertundersøge og tage vævsprøver af organer som f.eks. tarme, er på langt de fleste sygehuse lægernes arbejde. Men stadig flere steder, blandt andet på Sygehus Sønderjylland og f.eks. i Vejle er sygeplejerske begyndt at udføre arbejdet efter at være sidemandsoplært af en læge.

Behovet for endoskoperende sygeplejersker er stigende, ikke mindst efter beslutningen om at screene alle over 50 år for kræft i ende- og tyktarm fra 2014.

Derfor opstod også behovet for en formaliseret og anerkendt uddannelse.

En selvstændigt endoskoperende sygeplejerske kan alene med mulighed for at tilkalde en læge, i tilfælde af noget uforudset, stå for hele processen fra at modtage og forberede patienten, foretage undersøgelsen, skrive journalen og stille diagnosen.

Undersøgelser fra andre lande viser, at det gør sygeplejerskerne lige så godt som læger og opnår endnu højere patienttilfredshed.

Senest fagligt revideret: 07-01-2011


Siden er sidst opdateret 07-01-2011
Sygehus Sønderjylland



Tilgængelighedserklæring | Om hjemmesiden | Sitemap | Kontakt os