Gå til indhold
FORSIDEN | PRINT | Deutch English |

En flot gave til sygehuset

Den lille have i indelukket mellem sygehusets bygninger i Tønder bliver nu fornyet og forskønnet for i alt 250.000 kroner.

Langt størstedelen af pengene til anlægsarbejdet stammer fra en testamentarisk gave.
-Det er arven fra en patient med en kronisk lungelidelse, der tilbragte en del tid på sygehuset i Tønder og var meget glad for at være der. Han besluttede, at pengene skulle bruges til udsmykning af sygehuset, fortæller Tina Grøn fra Tønder Sygehus Venner, som blev sat til at administrere gaven.

-Det er en meget flot gave, som vi er meget taknemlige for. Vi håber, at gårdhaven, når den er færdigindrettet vil blive til daglig glæde for de, som kommer på sygehuset i Tønder, siger Sygehus Sønderjyllands administrerende direktør Finn Jensen.

Pengene fik dog lov at blive stående på bankbogen i nogle år.
For omtrent samtidig blev de første afdelinger flyttet fra sygehuset, og der var politiske drøftelser om dets fortsatte beståen.
Det ville jo være ærgerligt at give pengene til forskønnelse af sygehuset, hvis det alligevel skulle lukke. Desuden er der jo allerede meget kunst fordelt i og udenfor sygehusbygningen.

I dag er det tydeligt for enhver, der ser den fyldte parkeringsplads og oplever livet inde i sygehuset, at det er et både travlt og levedygtigt sted for mange slags patienter og personale.
Det medicinske daghospital og skadeklinikken er en succes, der er arbejde nok til både Billeddiagnostisk Afdeling, laboratorier og fællessekretariat, og det har ikke været svært at finde lejere til de lokaler, de traditionelle sygehusfunktioner flyttede fra.

-Og så fik vi øje på ”den grimme gårdhave”, fortæller Tina Grøn.

Møder med repræsentanter fra sygehuset og Region Syddanmark fører til, at arven nu bruges til at få anlægsgartner Frank Sørensen til at forskønne gårdhaven og gøre den mere indbydende både at se på og opholde sig i for patienter, pårørende og husets øvrige brugere.
Sygehuset har siden selv rundet beløbet en smule op til 250.000 kroner, så der også bliver råd til et stort solsejl.

Mandag den 11. april mødtes parterne endnu en gang i Tønder og gav hinanden håndslag på projektet, som ventes i gang her i foråret.

Senest fagligt revideret: 11-04-2011


Siden er sidst opdateret 11-04-2011
Sygehus Sønderjylland



Tilgængelighedserklæring | Om hjemmesiden | Sitemap | Kontakt os