Gå til indhold
FORSIDEN | PRINT | Deutch English |

Forside // Sygehus SønderjyllandpilPresserumpilNyhederpilArkivpil2011pilPsykiatrisygehus nær nabo til akutsygehuset

Psykiatrisygehus nær nabo til akutsygehuset

Om knap et års tid tages det første spadestik, og indenfor tre år vil et helt nyt 20.000 kvadratmeter stort psykiatrisygehus i Aabenraa stå klar lige ved siden af Sygehus Sønderjylland.

Byggeprogrammet blev godkendt af det syddanske regionsråd mandag den 24. oktober 2011.

Psykiatrisygehuset vil samle psykiatriske funktioner fra Augustenborg og Haderslev samt børne- og ungdomspsykiatriske senge fra Kolding.
Byggeriet vil afspejle tilgængelighed, tryghed og lige som på det somatiske Sygehus Sønderjylland vil et af målene være i højere grad at kunne sætte patienten i centrum. Det nye psykiatriske sygehus bliver både tænkt og bygget sammen med det somatiske sygehusbyggeri i Aabenraa.

Blev fremrykket fire år

Psykiatrisygehuset i Aabenraa var oprindeligt planlagt til at stå færdigt i 2018. I forbindelse med regionsrådets 2010-vækstpakke lykkedes det at finde penge til at fremrykke projektet, så det nu kan stå færdigt i 2014 - enkelte funktioner allerede i efteråret 2013.

Der arbejdes med et byggeri i to etaper: Første etape kommer til at omfatte et børne- og ungdomspsykiatrisk ambulatorium i forlængelse af det somatiske Familiehus. Spadestik i august 2012. Byggeriet står færdigt i efteråret 2013. Anden etape omfatter opførelse af alle øvrige psykiatriske sengefunktioner og ambulatorier i nær sammenhæng med det somatiske sygehus. Til denne del tages det første spadestik i foråret 2013 og byggeriet ventes færdig til indflytning i efteråret 2014.

Fremtidssikret psykiatri- og akutsygehus

Det psykiatriske sygehus i Aabenraa vil få plads til 115 sengeliggende patienter indenfor henholdsvis almen-, geronto-, (ældrepsykiatri) og børne- og ungdomspsykiatri. Samtidig vil psykiatrisygehuset blive tænkt sammen med det nye akutsygehus i Aabenraa, der skal dække hele det sønderjyske område.

Fælles indgang

Psykiatrien vil blive integreret i det fælles akutcenter, så borgerne sikres én indgang til akutbehandling. I Akutcenteret vil speciallæger stå klar med hjælp fra både det psykiatriske og somatiske område.

Projektet forventes at koste knap 480 mio. kr. Byggeriet foretages i to etaper og begynder midt i 2012. Det forventes at stå helt færdigt i 2014. 

Oversigtsplan over psykiatri- og akutsygehus fra vedtagelse af  Byggeprogram  Region Syddanmark oktober 2011

Byggeriet etableres som lavt byggeri i to etager, der følger et stærkt skrånende terræn. Det udformes i pagt med naturen via mere eller mindre plejede udenomsarealer og med visse facadebeklædninger af træ.

Senest fagligt revideret: 27-10-2011


Siden er sidst opdateret 27-10-2011
Sygehus Sønderjylland



Tilgængelighedserklæring | Om hjemmesiden | Sitemap | Kontakt os