Gå til indhold
FORSIDEN | PRINT | Deutch English |

Familiestue med kuvøse

Nyfødte og deres forældre har så meget at give og lære hinanden i den første tid, det er vigtigt, at de kan være sammen og knytte bånd. Men er den nyfødte meget lille eller af andre årsager ekstra sårbar lever mor og barn oftest adskilt på sygehuset i de første uger.

Sådan er det ikke på Neonatal- og Barselsklinikken i Sygehus Sønderjylland.

Som et af ganske få steder i Danmark kan plejepersonalet her overvåge de små børns temperatur, puls, blodtryk og iltindhold på en centralt placeret skærm, mens kuvøsen med det lille barn står på samme stue som mor og far.

Forældrene kan lukke døren og selv stå for den almindelige pleje af det lille barn, lige som de ville gøre det under andre, mere normale omstændigheder.

Fødeplanen i Region Syddanmark taler for mor og barn skal være på samme afdeling, og Familiehuset, der åbner i Aabenraa til efteråret er indrettet til at forældre deler stue med den nyfødte, selv om der er brug for kuvøse.

Flytninger internt på sygehuset i Sønderborg har gjort det muligt at gennemføre forandringen flere måneder før planlagt.

Den nye mulighed for at inddrage forældrene er så enestående, at Neonatal- og Barselsafdelingen var blandt de fem nominerede til Region Syddanmarks Åbenhedspris ud af 15 indstillede projekter.

Åbenhedsprisen måtte de overlade til projekterne ”Tid og Nærvær” fra Hæmatologisk Afdeling, Odense Universitetshospital samt ”Patient- og pårørenderådet for kræftramte” fra Direktionssekretariatet, Sygehus Lillebælt, Vejle. Men enhver antydning af skuffelse i Neonatal- og Barselsklinikken må overstråles af glæderne ved at børn og forældre kan bo sammen.

 

 

Se filmen

 

Forældrene er glade for den nye ordning.

Et af de første forældrepar fortæller, at det værste ved at føde for tidligt er, at den hverdag som familie bliver udskudt og man står foran et langt forløb, hvor man lever sådan lidt i en kuffert.

Derfor var det en lettelse for dem, da deres lille datter var stor nok til at komme med til Sønderborg, hvor de alle kunne flytte ind på samme værelse.

-Det har været det vigtigste for os, at vi har kunnet få lov at have hende herinde, siger faderen og tilføjer:

-Man får virkelig lov til at være forældre her, hvor man kan få lov til at være med til det hele og det med at gøre det hele selv. Man ved, at man har personalet lige der henne til at hjælpe, men man oplever den der frihed under ansvar.

For personalet var det lige noget, man skulle vænne sig til, da mor, far og barn lukkede døren ind til deres stue. At de nu holder øje med barnet via skærmen, mens at det er forældrene, der passer barnet.

-Forældrene lærer at se og forstå deres barns signaler meget hurtigere, og bliver på den måde også hurtigere klar til at få barnet med hjem, fortæller klinikleder Vivian Mathiesen.

Modsat før, hvor en mor kunne føle, at hun besøgte sit barn, er det nu forældrene, der styrer og tager beslutninger – selvfølgelig guidede af personalet.

Sygeplejersken holder øje og kommer naturligvis med det samme, hvis hun bemærker en forandring. Men hun banker på først.

 


Siden er sidst opdateret 23-4-2014



Tilgængelighedserklæring | Om hjemmesiden | Sitemap | Kontakt os