Skip til primært indhold

Jes Sørensen

Jes Sørensen er 75 år og fra Tønder. Han er tidligere landmand og operatør og frivillig vejviser på Sygehus Sønderjylland.

Jes Sørensen er lidt af en sjældenhed i Tønder. Han er nemlig den eneste mand i flokken af frivillige vejvisere på det lille sygehus i byen.

Jes er en høj mand. Han kan nemt overskue sygehusets forhal. En forhal, som i øvrigt næsten er helt tom. Informationen blev flyttet for flere år siden, så nu er de frivillige både de første og eneste, man møder, når man kommer ind gennem sygehusets svingdør. Det passer Jes godt, for han kender de fleste i byen. Den
tidligere landmand har dybe rødder i det sønderjyske i og omkring Tønder, og sammen med sin kone, bor han lige over for sygehuset.

- Når folk kommer ind her, så kender jeg langt de fleste. Så siger de: Er du blevet chef her?

Jes griner. Det er tydeligt at mærke, at han er et meget socialt menneske. Og nysgerrig. Han holder konstant øje med, hvem der træder ind på sygehuset. Som han selv siger: ”Jeg skal jo se, om det er nogen, jeg kender”.

- På alle mine vagter, træffer jeg altid nogen jeg kender. Så får vi os en lille sludder.

Jes Sørensen er 75 år og fra Tønder. Han er tidligere landmand og operatør og frivillig vejviser på Sygehus Sønderjylland.

Man aner en slet skjult stolthed hos Jes over at bære den blå frivillig-vest. Over at have en form for ansvar der i forhallen. Over at kende så mange. Over at kunne udføre sit frivillige arbejde.

- Det var ikke, fordi jeg ikke kunne få tiden til at gå derhjemme, men da jeg blev pensionist, så tænkte jeg, at det her det kunne jeg da godt hjælpe med. Jeg bor så tæt på sygehuset, at det rager ikke vidt at gå herop nogle timer.

Da sygehuset skulle vaccinere mod Covid-19, meldte Jes sig som en af de første til at hjælpe. Han skulle sende folk hen til de ledige kabiner. Køen var lang og folk skulle være tålmodige, så mens folk ventede, fik Jes en lille sludder med dem.

- Er det dig der styrer det her? Det blev jeg tit spurgt om, når folk så mig dirigere køen, fortæller Jes, mens han smiler bredt.

Jes er glad for sit arbejde som frivillig på sygehuset. Han elsker at snakke med alle dem, der kommer ind på sygehuset, og derefter hjælpe dem. I den rækkefølge. I dag får han også lige en sludder med dem, der er i caféen. Jes hilser til højre og venstre, da han går op på afdelingerne med dagens post.

- Jeg har jo tavshedspligt, men mange beder mig altså hilse konen, når vi støder på hinanden her på sygehuset. Så når jeg kommer hjem, får hun alle hilsnerne og så får vi en snak om, hvad jeg har lavet og hvem jeg har mødt den dag.

De har det godt sammen, alle de frivillige i Tønder. De gør et stort stykke arbejde på det lille sygehus, som betyder så meget i byen. Men Jes lægger ikke skjul på, at han godt kunne tænke sig en mandlig frivillig
mere.

Og så er vi tilbage til dét med, at Jes er en sjældenhed. Han har ikke nogen forklaring på, hvorfor der ikke er andre mænd end ham, som er frivillige på sygehuset i Tønder.

- Jeg har indtryk af, at mænd ikke gider det pjat. Det er mest kvinder. Ved ikke hvorfor, men jeg tror bare ikke mænd gider at være frivillige.

Men 75 årige Jes Sørensen…han gider godt. Så længe han kan få dagens sludder og være chef der i sygehusets forhal. For det er han jo…i hvert fald sin egen.

APPFWU01V