Skip til primært indhold

Susanne Pedersen

Susanne Pedersen er 62 år og fra Rødekro. Hun er selvstændig og hækler trøstemus til små patienter på Sygehus Sønderjylland.

Den lille hæklenål arbejder hurtigt i hænderne på Susanne Pedersen. Ind imellem skifter hun farve på snoren, men det sker så hurtigt, at man ikke lægger mærke til det. Inden længe kan man godt se, at det er næsen på en mus. En trøstemus. En lille sød hæklet mus som bliver uddelt på sygehuset til små børn, som er syge, indlagte, eller kommet til skade.

Det er efterhånden blevet til omkring 2200 mus siden 2019, hvor Susanne lavede den første. Når hun, efter arbejdsdagen er slut, sætter sig foran fjernsynet med sin elskede mand Rasmus, finder hun hækletøjet
frem. Susanne gider nemlig ikke rigtig se fjernsyn, så hun synes, det er rart, at der er noget at give sig til imens.

Men det er nu ikke hele forklaringen på, hvorfor Susanne hækler trøstemus. Vi skal tilbage til 2018. Susannes mand Rasmus får konstateret lymfekræft.

- Vores verden faldt fra hinanden. Det hele blev vendt op og ned. Vi vidste jo ikke, om han overlevede.

Susanne tilbragte alt sin tid med Rasmus. Sammen var de i isolation. Bakterier var forskellen på liv og død.
Når Rasmus sov, hæklede Susanne tæpper til børnebørnene. Men det blev hun hurtigt færdig med, selvom der er mange sammenbragte af slagsen.

Susanne Pedersen er 62 år og fra Rødekro. Hun er selvstændig og hækler trøstemus til små patienter på Sygehus Sønderjylland.

Ved et tilfælde faldt Susanne over en hjemmeside om trøstemus. Tanken og idéen bag, kunne hun godt lide. At man kan være med til at trøste syge børn, ved at hækle en lille mus. Men sådan havde Susanne det ikke, før Rasmus blev syg.

Dengang var Susanne af den opfattelse, at hvis man var syg, så måtte man bare tage to Panodil og så op på hesten igen. At børn også kunne rammes af sygdom, havde hun ikke engang skænket en tanke. Det var dengang.

- Jeg var aldrig kommet i gang med det her med at hækle og donere trøstemus, hvis jeg ikke selv havde fået sygdom så tæt ind på livet.

Susanne og hendes mand Rasmus havde i en lang periode deres dagligdag på kræftafdelingen på Odense Universitets Hospital (OUH) og det ændrede Susanne Pedersen.

- Jeg fik et chok, da jeg så alle de syge mennesker. Der var så mange, der havde det rigtig dårligt og det havde jeg bare ikke forventet. Her fandt jeg ud af, at livet ikke er en selvfølge.

Susanne hækler musen i ét stykke og er nu i gang med kroppen, som bagefter skal fyldes med vat. Nogle gange tager hun en ekstra runde med hæklepindene. Det sker helt uden at hun opdager det, når hun bliver optaget af noget i fjernsynet. Det fjernsyn, hun ellers ikke gider se. Men skidt…det betyder bare, at musen bliver lidt tykkere. Susanne griner. Hun ved godt, at ikke alle musene er lige kønne, men hun vil hellere trøste 50 børn med u-perfekte mus, frem for én overflot og perfekt til ét barn.

- Jeg troede ikke, at børn kunne blive sådan rigtig syge. Det kom bag på mig. At der er så mange børn, som kæmper med sygdom – også af den alvorlige slags. Det ramte mig.

Rasmus bliver erklæret rask, men bare ét år efter, får Susannes gamle mor konstateret kræft i æggestokkene. Det hele starter forfra. Turene til kræftafdelingen og angsten. De to forløb har forandret
Susanne som menneske. Hele hendes menneskesyn er ændret.

- Jeg må indrømme, at jeg har altid tænkt, at syge mennesker bare skal tage sig sammen – men hold nu op! Det har jeg ændret på. Jeg har fået et andet syn på syge mennesker og på sygdom. Jeg er blevet meget mere rummelig og forstående.

Den sidste rest snor fra musens krop bruges til at hæfte ørerne med. Den krøllede hale er nu også på plads, fyldet kommer i og en sort tråd bliver omdannet til et lille sødt ansigt med øjne, næse og mund på musen.

- Det her er mit bidrag til at hjælpe, dem der er syge. Kunne jeg gøre mere, så gjorde jeg det. Der er mange ting jeg gerne vil, når mit arbejdsliv er slut.

Trøstemusen er færdig. Der er gået 35 minutter fra hæklenålens første omdrejning. Susanne Pedersen er nu godt på vej til at sende lidt trøst i retning mod et sygt barn. Noget hun aldrig havde troet, hun ville gøre.

APPFWU01V